Lørdag d. 13. april åbner særudstillingen Fashioned from Nature på Statens Naturhistoriske Museum. Udstillingen Fashioned from Nature stiller skarpt på, hvordan modeindustrien har hentet både inspiration og råmaterialer fra naturens verden gennem mere end 400 år og inviterer publikum til at genoverveje indholdet af deres garderobeskab.

I udstillingen kan du gå på opdagelse i mere end 400 års farverig modehistorie. Her udstilles eksklusive klædedragter fra udstillingen Fashioned from Nature som oprindeligt er udviklet til verdens førende museum inden for kunst og design, Victoria and Albert Museum (V&A) i London. Klædedragterne står side om side med farverige biller på nål, store dyrekranier, kostbare ædelstene og andre fascinerende genstande fra Statens Naturhistoriske Museums videnskabelige samlinger,  og Naturhistorisk Museum skaber derved en ny version af den oprindelige udstilling.

geologisk museum fashioned from nature

Professor Peter C. Kjærgaard, museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum fortæller:

“Modeindustrien er en af de mest belastende industrier på kloden med store konsekvenser for Jordens mangfoldighed af dyre- og plantearter. Det er dybt alvorligt. Derfor sætter udstillingen fokus på industriens produktionsvaner og vores egne forbrugsvaner, så publikum kan få et oplyst grundlag at handle ud fra. Samtidig ønsker vi også at fejre naturen som inspirationskilde til smukt og innovativt design, der kan vise vejen frem mod en mere bæredygtig fremtid.”

fashioned from nature jean Paul Gaultier

De udstillede genstande og tilhørende historier minder os om, at alle materialer kommer fra naturen og har fordele og ulemper i en grøn livscyklus alt afhængigt af, hvordan de udvindes og forarbejdes.

Udstillingen sætter fokus på, at vores tøjvalg har konsekvenser og tilbyder bl.a. tips til bæredygtigt materialevalg og en indsigt i, hvordan forarbejdningen af tekstiler har indflydelse på muligheden for f.eks. at genbruge tøjet. Vi udfordres til at tænke nærmere over hvilke materialer, der er anvendt i vores eget tøj, og over, hvordan modeindustrien kan blive mere bæredygtig.

Har du lyst til at tage familien med? Så er der små tur-rygsække til børn inde ved udstillingen, som de kan tage med rundt, når de skal udforske den. De mange dyr og spændende facts er også interessant for de mindre poder at dykke ned i. Ikke mindst sansningen af de forskellige materialer, som man kan få lov at føle på og lugte til hende ved børnehjørnet.

kjole fashioned from nature

Vidste du, at:

  • Der bruges 2720 liter vand til at producere en T-shirt.
  • En T-shirt beholdes i gennemsnit to år og bruges i de år kun 10-15 gange
  • Global tøjproduktion er mere end fordoblet siden år 2000
  • Årligt køber vi danskere i gennemsnit 16 kg. nyt tøj på trods af, at 30% af vores garderobe ikke er blevet brugt i det forgangne år
  • 95% af vores kasserede tøj kan genanvendes
  • Bæredygtige materialer kan f.eks. laves af plastikflasker eller fibre fra appelsiner og druer

Kilde: Naturhistorisk Museum

Læs mere om udstillingen her.

Museumsbutikken er i øvrigt også et besøg værd, hvis du er på Geologisk Museum.

museumsbutik geologisk museum

Desuden er omgivelserne på museet generelt bare yderst smukke. Geologisk Museum har to trapperotunder, hvoraf den ene blev udsmykket af Oscar Matthiesen for ca. 100 år siden. Den anden trapperotunde er udsmykket af kunstneren Per Kirkeby, der oprindeligt er uddannet geolog og derfor har haft en særlig interesse i opgaven med at udsmykke trapperotunden, der er to etager høj. Udsmykningen blev færdig i 2004 og viser geologien fra en feltgeologisk synsvinkel, en rå og moderne pendant til Oscar Matthiesens videnskabelige verdensbillede.

geologisk museum