Vi har lavet en lækker opskrift til jer på en chili paste, eller pesto om man vil, som kan spice jeres mad op. Den er spækket med vitaminer og mineraler, og så smager den virkelig godt. Når bekymringer tager overhånd i disse dage, så er det rart at gå i køkkenet og eksperimentere lidt med de madvarer, der ligger i køleskabet, og det var altså sådan, at denne opskrift blev til.

Opskrift på sund chili paste eller chili-pesto om du vil

Du skal bruge:

  • 2 stængler bladselleri
  • 1 rød chili
  • 10 soltørrede/semidried tomater fra glas
  • 3 spsk olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde

  • Start med at hakke bladselleri, chili og soltørrede tomater. Det gør arbejdet lidt lettere for din blender.
  • Hæld derefter de hakkede ingredienser i en skål med olivenolien.
  • Brug en stavblender og blend det til en ensartet masse.
  • Vurdér om du har behov for mere olie.
  • Smag til med salt og hæld den derefter på glas. Eller i en skål, hvis du skal bruge den med det samme.

Vi spiste den til pitabrød, men den vil være lækker til mange forskellige retter, fx pastaretter og wokretter.

Fordele ved bladselleri

Bladselleri indeholder kostfibre, som holder gang i din fordøjelse. Bladselleri har desuden et højt indhold af vitamin C og folat. Vitaminerne styrker dit immunforsvar, røde blodceller, din hud og dit DNA. Bladselleri er en god kilde mineralet kalium, som styrker dit blodomløb og kan sænke dit blodtryk. Bladselleri kan desuden bidrage til din indtagelse af kalk, fosfor og magnesium, som styrker dine knogler og dit blodomløb, kan afhjælper kramper i musklerne og hjælper din krop med at optage kalk. Bladselleri er rig på antioxidanter, som hjælper kroppen med at bekæmpe frie radikaler.

Vi har masser af andre opskrifter du kan tjekke ud. Har du mon prøvet nogle af dem?